Når vi ser på hyppigheden af stressramte og ikke mindst de skader, det nuværende arbejdsliv medfører, er det virkelig svært at forstå, at vi åbenbart accepterer vilkårene.
En af årsagerne kan være, at det ikke blot handler om arbejdslivet – men om den måde vi tilrettelægger vores tilværelse generelt.
Ja, meget kunne faktisk tyde på, at vores måde at forstå livet og være i tilværelsen på har ændret sig i en absurd uheldig retning, hvor vi tilstræber at være så engagerede og effektive som overhovedet muligt.
Tag nu bare vores måde at holde ferie på for eksempel. Det at holde fri er i dag sikret imod risikoen for at kede os – vi slapper ikke engang rigtigt af, men har brug for stimulering af hjernen døgnet rundt.
I privatlivet generelt har vi ufattelig travlt med at demonstrere, hvor travle og effektive vi er, så vi undgår tidsspilde og den væmmelige følelse af rastløshed, der ville være et sikkert resultat af et øjeblik uden en plan eller stimuli fra sociale medier.
Lad mig derfor slå helt fast: Stress er ikke alene en arbejdsrelateret problematik.
Stress er andet og meget mere end blot arbejdets organisering
Gennem mange år har vi arbejdet på at effektivisere og gøre det attraktivt at arbejde. Og det virker!
Medarbejderindflydelse, selvstyrende teams og forståelig effektivisering med medarbejderrobusthed og omstillingsparathed har vist os alle, hvor effektive vi kan være og blive – og samtidig få og opretholde en fantastisk følelse af flow, drive og engagement – ja, nærmest udødelighed.
Det er da klart, at alle er glade og engagerede, for det går jo ufattelig godt i en rus af adrenalin – indtil det går helt galt!
Vi kan heraf stille den hypotese, at vi som samfund har implementeret arbejdslivets forhøjede engagerende effektivitet i vores hverdag og tilværelse under betegnelser som: Samtalekøkken, kvalitetstid, forældreansvarlighed o.l. Vores liv og tilværelse er nu, såvel i arbejdslivet som i privat regi, oppe i præstations tempo.
Men der er grænser for, hvor meget et menneske kan holde til – og mit bud er, at vi for længst har overskredet dem alle.
Hvordan kan det gå så galt?
Der er flere årsager til, at vi er havnet i en kultur med fokus på engagement, præstation og planer 24/7.
En af dem er helt klart, at vi for mange år siden opdagede, hvordan ”den gode oplevelse af arbejdet” kunne give sublime resultater, og hvordan den engagerede medarbejder gik hele vejen – nærmest med et smil på læben.
Engagement er ubetinget et rigtig godt værktøj, som skaber motivation og arbejdsglæde. Men! Det medfører også en risiko for udmatning og stress.
Sammenhængen mellem engagement og stress kan i en urimelig forsimplet version forklares på følgende måde:
En væsentlig del i alle menneskers kamp-/flugt-/frys-reaktion er, at det i den akutte fase hjælper os ved at nedsætte følsomheden overfor ubehag og smerte. Det ville jo være fatalt, hvis vi stoppede en livsvigtig flugt, alene fordi vi trådte på en skarp sten under flugten.
En anden vinkel er, at samme akutte reaktion giver et mere effektivt immunsystem.
Er der overhovedet et problemet?
Problemet er, at oplevelsen af et engagement, med nedsat følsomhed og en oplevelse af effektivitet, kan medføre en øget risiko for, at vi glemmer eller fravælger at holde pauser – reelle pauser, hvor vi hviler hjernen.
Gennem et forhøjet engagement kan vi lære at nyde det effektive i at være lige på grænsen – altså at opretholde noget der ligner en konstant akut stressreaktion, som altså nedsætter vores følsomhed overfor smerte, udmattelse og vores helt basale behov som mad og hvile.
Vi mærker derfor ikke denne slitage på kroppen og sindet, men oplever alene nydelsen og adrenalin kick´et ved engagement og effektivitet.
I første omgang har det blot den indvirkning, at kroppen vænner sig til at have et højt opmærksomhedsniveau, hvilket allerede her naturligvis slider på muskler og led – og ikke mindst på vores hjerner – men uden at vi oplever os stressede.
Vi kan altså udsætte os for selv for et ganske højt stressniveau, uden at vi mærker stress symptomer. Kroppen har ovenikøbet et naturligt forsvar, som gør den i stand til at kompensere.
Det kan f.eks. ske ved ubevidst at forøge vores kærlighed (kærlighedsresponset) og sociale tilknytning. Herved udløses mere oxytocin, der er vores kærligheds- og venskabshormon, som primært er tilknyttet hunkøn – måske af den årsag at det i menneskets første millioner af år primært var kvinder, der varetog bopladsen, børnene og hinanden i farefulde situationer. I dag ser vi f.eks. at kvinder er langt bedre til at mødes spontant og tale sammen, ligesom de er langt bedre til at fortælle om deres stress.
Det er her vigtigt at bemærke, at denne funktion nok udviklede sig med henblik på at give lindring i farefulde situationer og ikke som en fast del af hverdagen.
Vi kan også kompensere ved at tænke en opgave som en udfordring (udfordringsresponset), hvorved hormonet, DHEA udløses i kroppen. Der er her tale om et hormon, som primært er tilknyttet hankøn – måske af den årsag, at det var mændene fra bopladsen, der naturligt skulle tage kampen med nabostammen eller nedlægge et byttedyr. DHEA medfører, at vi bliver mere udholdende, i højere grad kan klare opgaver og har mere energi.
Også her er det vigtigt at bemærke, at denne funktion nok udviklede sig med henblik på at give fokusering og styrke i farefulde situationer og ikke som en fast del af hverdagen.
Fælles for oxytocin og DHEA er, at vi med disse hormoner i kroppen er i stand til at klare et ganske højt akut stressniveau, uden at det medfører egentlig degenerering af kroppen.
Ved akut stress bliver vores immunsystem faktisk også mere effektivt, og mange vil derfor opleve, at de med et relativt højt arbejdstempo, ikke får de samme forkølelser og måske influenza som andre.
Men hvad er så problemet, når vi kan klare et højt stressniveau med oxytocin og DHEA?
Ét er, at vi ikke i samme grad mærker, når vi overskrider vores grænser og slider os selv fysisk og psykisk.
Noget andet er, at vi som mennesker og som samfund vænner vores kroppe til at køre i et konstant alarmberedskab, som på længere sigt udvikler sig til et kronisk alarmberedskab.
Det tredje er, at vi ikke mærker ovenstående, da vi er mere eller mindre bedøvet af vores naturlige stressreaktion.
Men tag ikke fejl! Når noget virker for godt til at være sandt, så er det ofte sådan, det er.
Vi mærker ikke det høje stressniveau i hverdagen i de første måneder eller år – men når vi skal holde fri eller ferie, så vil kroppen med denne dårlige vane ikke længere acceptere at slappe af, men skrige på stimuli og underholdning.
Den har vænnet sig til at skulle yde, vænnet sig til et konstant aktivitetsniveau – ja, den er nærmest blevet afhængig af stresshormonernes bedøvende virkning. Og så er den aktive ferie skabt.
